Ungehuset
Skelbakken 9
2690 Karlslunde
Direkte nr.: 46 16 17 12
Mobil: 24 61 13 84
Mail: skelbakkenunge@regionsjaelland.dk
I Ungehuset bor der seks beboere
I Ungehuset har vi fokus på at udvikle og støtte de unges mestring af eget liv gennem medbestemmelse og inddragelse i hverdagens gøremål og udfordringer. Ungehuset tager udgangspunkt i den enkelte unges ressourcer og færdigheder. Det er vigtigt for Ungehuset, at beboerne oplever at de har en stemme der bliver hørt, at de får omsorg og de føler sig trygge, uanset deres handicap og udviklingsniveau.
Fagligt har vi fokus på ligeværdig tiltaleform/retorik, etik, mestring og behovsudsættelse og hvordan de unge kan bruge alenetid/ventetid på en god og konstruktiv måde. Vi har særligt fokus på at give og understøtte de unges kommunikation, så de har et tydeligt JA/NEJ og dermed kan give udtryk for egne behov/ønsker.
Der er særlig fokus på forberede den unge til unge og voksenlivet. Ungehuset er et hus, hvor vi understøtter ungemiljøet og de sociale relationer med aktiviteter, som at besøge venner, shoppeture og musikarrangementer. Bl.a. deltager de beboere, der ønsker det, på Roskilde-festivalen. Vi har mange fælles arrangementer i huset og ikke mindst masser af hjemlig hygge, med film på storskærm og musik i fælleslokalet.
De unge inddrages i de daglige gøremål, som at deltage i oprydning og rengøring på eget værelse, i det omfang det er muligt De henter og bringer deres eget vasketøj fx på skødet i deres kørestole. Alle opgaver er tilpasset funktionsniveauet, hvilket gør at nogle deltager visuelt eller auditivt, andre bærer selv sin egen tallerken ud.
Ungehuset sørger for opgaver og sammenhæng i beboerens dagligdag uanset funktionsniveau. I samarbejde med forældrene sørger vi for læge, speciallægebesøg og andre helbredsmæssige udfordringer.
Ungehuset vil gerne understøtte de relationer den enkelte unge har til både familie og venner. Så familie og venner er altid velkomne i Ungehuset og vi støtter gerne besøg til disse uden for huset.
Opdateret fredag den 13. jun. 2025